Helene Grau: Fra kompliceret sorg til samfundets komplicering af sorg

Foredrag afholdt 12/12-2017 – ved psykolog og specialist i psykoterapi Helene Grau.

OBS! Video af foredraget er på vej og vil blive lagt op her og sendt ud i nyhedsbrev, så snart den er klar.

Når døden indtræffer så ophører vores relation til den døde. Sådan har vi i vestlige samfund vænnet os til at forstå det at miste. Og det har haft stor indflydelse på hvordan vi ser og møder sorg – både som efterladte, pårørende og professionelle behandlere. Vi har vænnet os til at tænke, at det eneste den efterladte har tilbage er minderne. Konsekvensen er at sorg processen bliver et spørgsmål om at forlig sig med det der aldrig mere bliver muligt i relation til den døde.

For nogen er det ikke bare svært. Det er umuligt. De kan ikke bare give slip på den de har mistet. De kan ikke forlig sig med tanken om at den afdøde nu kun er et minde. Det ville være nærlæggende at tænke at deres sorg er særligt kompliceret. At der på en eller anden måde er gået noget galt i deres måde at sørge på. Men måske er det ikke deres sorg der er kompliceret. Måske er det ikke dem der er noget galt med. Måske er det den måde vi i vores vestlige samfund forstår døden der har gjort sorgprocessen unødvendigt kompliceret.

Hvad hvis der var en anden måde at forstå døden? Hvad ville der ske hvis vi gav slip på ideen om at relationer kun kan eksistere når kroppen lever? Hvad hvis relationen eksisterer så længe vi relaterer os til den afdøde? Så bliver sorgprocessen en anden. Så bliver der plads til at ære, udfolde og støtte de relationer der kan fortsætte trods døden.

Helene Grau vil i sit oplæg dele en lang række eksempler fra sit arbejde med forældre der mister børn. Forældre der mister børn, bliver ofte tilskrevet ”kompliceret sorg”. Men disse forældre er netop kendetegnet ved at have evnen til at bevare en relation til det barn, der ikke længere trækker vejret. I stedet for at stemple den evne som udtryk for sorgsymptomer vil Helene illustrere hvordan der kan arbejdes med det som forælder adfærd. Derigennem bliver det muligt at støtte disse forældre til at skabe en relation til det døde barn på en måde hvor barnet fortsat i tankerne kan influere på foretrukne måder i forældrenes liv.