19/11. Carl Jung og Liber Novus – Den Røde Bog i tematisk og historisk kontekst

Foredrag ved mag. art., ph.d. Aksel Haaning.

Psykoanalysens historie og udvikling i historisk kontekst har været i stigende fokus i de seneste mere end 20 års forskning. Det medfører blandt andet en række udgivelser af væsentlige kilder. I den sammenhæng er udgivelse af Jungs Liber Novus, udarbejdet og nedskrevet 1913-ca.1928, udgivet i 2009 en milepæl. Værket er blevet en uventet succes, der studeres på kunstakademier verden over, oversat nu til mere end 24 sprog, og har bragt Jung tilbage på scenen i nye sammenhænge.

Foredraget vil præsentere Jung History som akademisk felt og forsøge at præsentere værkets egenart, dets betydning for Jungs psykologi og for Jungs forskning helt frem til hans sidste værk med opdagelsen og udgivelse af Aurora consurgens, en ellers forbudt tekst fra middelalderen. Foredraget vil også komme ind på menneskeforståelse i vor egen tid – kreativitet, imagination – forholdet mellem kunst og videnskab, alle med tæt forbindelse til værket.

Aksel Haaning er lektor ved Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab på Roskilde Universitet og forfatter til bl.a. monografien: “Jung. En stemme fra dybet”. Der kan læses mere om Aksel og hans forskning her.

Foto: Sille Veilmark

_________________

Foredraget afholdes 19. november kl. 19-21 på Center for Sundhed og Samfund, lokale 35.01.06, Øster Farimagsgade 5, København K.

Entré: 30 kr. (betales med MobilePay på dagen)

Bemærk: For at forebygge Corona smittespredning rykker vi denne gang over i et større lokale, hvor der er langt mere plads, end i lokalet hvor vi plejer at være. Af samme grund har vi ligeledes valgt ikke at byde på kaffe/te/vand/snacks, så medbring derfor gerne selv drikkevarer m.m. Fremmødte bedes herudover holde afstand til hinanden, ligesom der naturligvis vil være håndsprit til rådighed ved arrangementet.

Tilmelding er ikke nødvendig, men gør det gerne alligevel på vores facebookbegivenhed som en hjælp for arrangørerne.
__________________