21/3. Dea Siggaard Stenbæk: Hjernen under påvirkning af psilocybin og forsøgspersonernes erfaringer

Dea Siggaard StenbækPsilocybin – et psykedelisk stof, vi kender fra svampe i naturen – kan om få år blive et aktuelt tilbud i behandlingen af sygdomme som depression og Hortons hovedpine. Men hvordan påvirker psilocybin hjernen, og hvad er de psykologiske effekter?

Eksperimentel behandling med psykedeliske stoffer har været bandlyst siden 60’erne. Først de senere år har forskningsmiljøerne i bl.a. Danmark, England og USA åbnet op for forskning i psilocybin igen under ordnede forhold i sikre, kliniske rammer.

Dea Siggaard Stenbæk er autoriseret psykolog og ph.d. i neuroscience ved Neurobiologisk Forskningsenhed, Rigshospitalet. Hun forsker I et tværfagligt felt mellem psykologi, farmakologi og neurovidenskab. Sammen med et hold af forskere på Rigshospitalet har hun været med til at lave ny dansk forskning i psilocybin og håber på, at de første resultater fra deres forsøg kan føre til, at psilocybin på sigt kan udvide behandlingspaletten for en række psykiske sygdomme, hvor de eksisterende behandlingstilbud ikke er tilstrækkelige.

Hun vil denne aften fortælle om hendes forskningserfaringer med stoffet og psykologens rolle i og omkring den psykedeliske session. Der vil også blive vist nogle resultater fra forsøget og hun vil introducere nogle af de særlige psykologiske fænomener, den psykedeliske oplevelse kan indeholde. Sammen med sig, har hun en af forsøgets tidligere deltagere, som vil fortælle, hvordan det var, at være med.

__________________

Foredraget afholdes 21. marts kl. 19-21 på Center for Sundhed og Samfund, lokale 1.1.18, Øster Farimagsgade 5, København K.

Entré: 30 kr. (kaffebord: 10 kr.)

__________________